Drikkevandet skal beskyttes nu!
Sådan skal politikerne beskytte Danmarks dyrebare drikkevand:
💧Drikkevandet skal beskyttes mod pesticidforurening her og nu, så vi kan sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn
💧Der skal indføres et sprøjteforbud på de særligt sårbare drikkevandsområder med det samme!
💧Der skal skabes 160.000 hektar med Grundvandsparker - det vil sige områder, hvor det rene drikkevand beskyttes mod sprøjtegift og andre kilder til forurening
Skriv under for et sprøjteforbud nu!
Eksperter advarer: Vi kan løbe tør for rent drikkevand!
Eksperter og vandværker slår lige nu alarm. De siger, at vi risikerer at løbe tør for rent drikkevand, hvis vi ikke gør noget nu.
I vandværkernes årlige undersøgelse, finder de rester af pesticider i over halvdelen af Danmarks drikkevandsboringer. Det svarer til, at 11 ud af 20 boringer er forurenede!
Hvis politikerne ikke indfører et sprøjteforbud på de særligt sårbare drikkevandsområder, er det meget sandsynligt, at vi i fremtiden ikke længere kan hente rent drikkevand i Danmarks undergrund.
Sprøjteforbud er den bedste og billigste løsning
Den bedste og billigste måde at beskytte vores drikkevand på er at forbyde brug af sprøjtegift oven på de mest sårbare områder, hvor drikkevandet dannes.
Det er konklusionen i en ny opsigtsvækkende rapport fra Miljøministeriet.
I rapporten anslås det, at forureningen fra landbrugets pesticider i fremtiden vil sende en regning på mellem 6 og 18 milliarder kroner videre til de danske husstande, fordi drikkevandet i stigende grad skal renses for pesticidrester. Det er op til 6.500 kroner pr husstand om året!
Et sprøjteforbud vil derimod “kun” koste samfundet 360 millioner om året i kompensation til landmændene.
Det er altså op imod 50 gange billigere at beskytte drikkevandet end at rense det, efter det er blevet forurenet.
Der er altså et helt unikt momentum for endelig at få beskyttet vores dyrebare drikkevand lige nu.
Men det kræver, at vi sammen lægger pres på politikerne, så vi kan få gennemført drikkevandsbeskyttelsen!
27 år med tomme politiske løfter
I 27 år har vi kendt til problemet. Og i 27 år har skiftende danske regeringer lovet at beskytte drikkevandet.
Landbruget har i alle disse år foreslået, at beskyttelsen skulle ske ad frivillighedens vej - altså hvor landmændene selv skulle indgå aftaler om at stoppe med at sprøjte ovenpå drikkevandsområderne mod kompensation.
Den løsning må siges at have spillet fallit - for på de 27 år, er det kun 1,5 procent af drikkevandsområderne, der er blevet beskyttet.
Det er slet ikke godt nok!
Danmarks Naturfredningsforening kæmper for at få stoppet pesticidforureningen – og det mener vi skal ske via et sprøjteforbud på de sårbare drikkevandsområder.
Husk løftet til drikkevandet
Få dage før Folketingsvalget i 2022 stod statsminister Mette Frederiksen på en mark i Køge, sammen med partilederne fra SF, Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Sammen lovede de at ville indføre et sprøjteforbud på de sårbare drikkevandsområder for at beskytte “Det danske guld: Vores rene drikkevand”.
Da regeringen blev dannet, gik arbejdet i gang med af få kortlagt de sårbare drikkevandsområder og afsøge modeller for, hvordan man konkret skal beskytte det. Det arbejde er nu færdigt. Og intet står i vejen for at det store drikkevandsløfte fra 2022 nu kan blive til virkelighed.
Det sidste der mangler, er en politisk beslutning.
Vær med til at få det til at ske. Hold politikerne fast på løftet til drikkevandet.